Her er lidt historie og billeder af min gamle Harley

Jeg købte maskinen i 1989 af Palle i Nysted, før jeg fik 1200 ccm, var en af mine maskiner en Harley 750 ccm fra 1932 (også kaldet Flying Twin) med original Golding sidevogn, jeg havde i lang tid været ude efter en 1200 ccm Harley, men de hang ikke på træerne, jeg vidste hvor der stod en, men hvergang jeg henvendte mig til Palle, var det eneste han kunne sige, at jeg kunne skaffe ham en sidevogn, så der blev ikke nogen handel.

Jeg tog med en god ven til messe i Herninghallerne og havde taget nogle penge med, for at se om jeg kunne snuse en gammel Harley op, ----- og hvad ser jeg, Palle er i hallen med den lækre Harley, som jeg har været efter i mange år, den står oppe på ladet af en pickup, jeg ser mig omkring og ser at Palle står og snakker med 2 mænd, jeg mænger mig en smule, for at høre hvad de snakker, gudhjælpemig om han ikke er ved at sælge "min" maskine, jeg får ham kidnappet, væk fra den uhyggelige tysker og svensker som vil bortføre "min" Harley,

Det lykkedes via div. våde varer at få ham gjort opmærksom på, at han engang lovede mig, at jeg ville være den første som fik tilbudt "prinsessen" (Harleyen), ja ---- det kan han godt huske, men kommer med en eller anden tåget vittighed om, at han har da prøvet at ringe til mig (jeg havde stadigvæk det samme nummer som dengang) men han kunne ikke få forbindelse med mig.

Mens vi prutter om prisen som vilde dyr, opdager jeg at papirerne ikke passer med motornummeret, hvad Palle ikke forstår, for det er de papirer han fik af Simon (det er den person som Palle købte den af i 1979) derfor får jeg ham pruttet ned til den pris, som jeg gerne vil betale.




Helge i midten, Simon til højre og en ven af Simon i 1974 da Simon køber Prinsessen af Helge.



Her står Prinsessen og venter på at komme på ladet så den kan komme til Nysted.



Helge købte den af Arne Nielsen i 1961 som var togfører og boede i Nykøbing Falster, jeg har skrevet en lille pamflet på 15 sider ang. opsporingen af Harleyen, det er en skæg historie som jeg vil skrive om på et senere tidspunkt.



Arne køber Harleyen i 1959, man kan godt se, at han prøver at udstyre den som en hydra lignende Harley, med alt det tingeltangel der er på.

Arne Køber Harleyen af trafikassistent Jens Larsen fra Næstved for 1.500, Jens Larsen havde købt den i 1952 for 6.000 kr.
af tømrersvend Laurits Larsen men det var sønnens navn som stod på papirerne, selv om han ikke var gammel nok til at køre den, det var nok noget med benzinrationering, da de ganske sikkert også havde en bil, så kunne han ikke få benzin til begge køretøjer, da man kun kunne få til en bil el. motorcykel pr. person.


Laurits som boede i Mern, havde købt maskinen af Jens Mikkelsen i 1949, som boede på Hostrupvej på Frederiksberg, det var den første ejer, han havde købt maskinen d. 01-08-31 for den store sum af 1985.00 kr.+ 650.00 kr. for sidevognen og 185.00 kr. i registrering, så det blev den store sum af 2720.00 kr.

Det er skægt at tænke sig, at det var kun i 1959 da Arne Nielsen køber den, at prisen er lavere end den var som ny, ( nu kan det kun gå den rigtige vej, den får aldrig lov at gå til, da den kommer til at repræsentere en form for opsparing, der kun kan gå den rigtige vej) men det var selvfølgelig fordi alle folk, skulle have den lille Folkevogn (VW) og køre op af den nye Helsingør motorvej og parkere en meter inde i rabatten, så man kunne spise sin medbragte madkurv.

Der var ganske sikkert også mulighed for, at der kom nogle forbi man kendte, som kunne, se, at man havde fået bil, for hvis man ikke kørte en søndagstur, så stod man nede på gaden, sammen med gadens andre mænd og nussede og pussede sin bil, som Marguerite Viby så passende synger om.

Fra starten havde Harleyen politinummer A 3740, da Jens Larsen havde den, havde den i hans tid 2 politinumre, H 9951 og L 12383, da den kom til Lolland-Falster fik den politinummer LA 10650, desværre solgte eller forærede Arne Nielsen den originale sidevogn til et cirkus, hvor den skulle være gynge, det var den form for gynger, hvor man ved at vippe sin egen vægt frem og tilbage kunne få den til at gynge, det var helt uden maskinmekanisk kraft, det var kun bøfferne der skulle bruges


Hvis der er nogen der ved, hvor der står en original, gerne golding sidevogn el. lign tidstypisk med eller uden understel, er jeg meget taknemmelig, hvis jeg kan få det at vide og prisen er rimelig



Det er familien Jens Larsen ved Marienlyst strand, Jens dødede i 1987, et par år efter, at jeg fik fat i maskinen, enken fortalte mig, at på den tur havde de alle børnene med, de havde 7 (syv), så hvis de så en politibil eller politimotorcykel, så sagde Jens, duk jer og så var der et rent leben i den sidevogn, fordi fem stykker skulle lægge sig så langt ude i snuden, de kunne komme, på dette billede har den politinummer LA 10650, det kan desværre ikke ses, på det scannede billede men det kan ses på originalen.



På dette billede har den politinummer L 12383